Du er her: Artikler -> Grupper -> Landsbladet -> Efterårsfarver  
 

Efterårsfarver

Pergola med vildvin i efterårsfarver
En pergola tilplantet med vildvin er et smukt syn om efteråret.


En af de allerbedste ting ved efteråret er alle farverne. Træer og buske som de sidste par måneder bare har stået grønne, bliver pludselig til et farveflor uden lige. Der er alle nuancer i gul og rødt. Efterårsfarverne er noget af det bedste ved haven. Sidst på sommeren begynder jeg at se frem til det. Det begynder allerede omkring midten af september, hvor man kan se de første svage røde farver på vildvin. Langsomt bliver de mere og mere røde, indtil de er knaldrøde. Netop som de står allersmukkest, ca. midt i oktober, så smider de bladene. Der er sådan et eller andet over det, uden at jeg kan sige hvad det er. Den første nat med frost kommer, dagen efter den bliver det gerne solskin og stille vejr. Denne dag er det perfekt at gå ligeså stille rundt i haven, se på det hele, indsnuse den kølige luft mens bladene falder ned omkring ørerne på sig, med alle deres flotte farver. Min egen have har alt for få planter med efterårsfarver. Men det er noget jeg arbejder ihærdigt på at ændre. Hvert efterår bliver der sat nye træer eller buske, ja sågar stauder, som får disse flotte farver. Farverne bliver altid mest intense i sol, det kan være et problem her, fordi vi har en hel del træer, men selv i halvskygge kommer de. I halvskyggen endda tit i mange flere nuancer, som til gengæld også er lysere end i solen.

Alt for lidt

Det med efterårsfarverne er generelt noget som der bliver tænkt alt for lidt over, når der skal sættes nye planter. Der tænker folk mere på hvordan blomsten ser ud og hvor længe den blomstrer. Nogle går endda så langt, at de kun vil have en enkelt af hver busk. Rhododendron blomstrer overdådigt smukt i forårsmånederne og først på sommeren. Men når først vi når hen midt i juli er der ikke meget mere farve over dem. Vist står de grønne og frodige, men sidst på sommeren kan man godt mangle lidt farve. Her ville det være oplagt at plante azalea. De har både blomst om foråret, ofte endda før bladene kommer. Men de får også de smukke røde farver om efteråret, så på den måde er der igen farve i bedet. Og de røde blade vil stå flot frem på baggrund af de grønne rhododendron. Hvis det skal være lidt mere specielt så kan pagodebusk, Enkianthus campanulatus, bruges. Den har specielle hængende klokkeformede blomster, men får også dybtrøde efterårsfarver. Har du en lille pergola eller f.eks. en rosenbue, så kan den tilplantes med vildvin som er utrolig frodig hele sommeren og farves knaldrød i efteråret. Eller træmorder, som farves gul i stedet. Træer med farver skal der også være plads til. Og her kan jeg ikke komme udenom asketræet. Det er utroligt smukt plantet på en plads med luft til alle sider, får en flot lige stamme uden at man behøver bekymre sig om opbinding og en flot formet krone. Det får gule blade her i efteråret. Det skal simpelthen stå på en plads hvor det ikke er klemt inde mellem andre træer, gerne midt på gårdspladsen. Bær giver også farver Men nu behøver alle disse efterårsfarver jo ikke at være blade det hele. Der er nemlig også en del buske som får smukke bær som også vil lyse meget op i en regnvåd efterårshave. Cotoneaster 'Braendkjaer' er en stedsegrøn busk med skinnende grønne blade og i efteråret store klaser af røde bær. Bærrene står rigtig flot til de grønne blade. Fuglene lader gerne bærrene sidde længe, men når det er småt med føde skal de nok finde dem. Eller hvad med paradisæbletræer? De har næsten alt hvad man kan forlange: Bliver ikke kæmpestore, en overdådig blomstring med hvide eller rosa blomster i foråret, samt masser af æbler i smukke farver om efteråret. Bladene på træerne får også gerne smukke kulører. Og det bedste af det hele er, at fuglene elsker æblerne.

Skrevet af: Webmaster, fredag den 15. oktober 1999
Senest opdateret af: Webmaster, søndag den 1. januar 2006